Tillidsfolk gennem tiderne


-Næste Kapitel


Af Flemming Henriksen

I forbindelse med at lave artikler til denne bog, inviterede vi alle nulevende tillidsmænd til et historisk tilbageblik.

Som optakt til jubilæumsforberedelserne, var alle nulevende personer, som har været tillidsmænd i klubben, inviteret til en snak om gamle dage. Per Olsen kunne desværre ikke deltage og den ældst nulevende Ejnar Sternberg var fraværende grundet sygdom.

Det var historier gennem 40 år som blev genopfrisket. Det var nogle spændende oplevelser og „røver"historier

de herrer kunne fremkomme med. Som tak for en god dag fik

de herrer den enkle opgave at skrive deres oplevelser fra tiden som tillidsmand. På de følgende sider kan du læse deres beretninger.

På grund af manglende protokoller, har det ikke været muligt at lave en total oversigt over alle de tillidsmænd, der har fungeret i klubben gennem de 100 år. De begrænsede muligheder, der er til rådighed, beror på de eksisterende protokoller og mundtlige oplysninger.

Som det fremgår af nedenstående oversigt, har klubben i de forløbne 67 år haft 16 tillidsmænd. Det giver en gennemsnitlig funktionsperiode på ca. 4½ år og må siges at være et tilfredsstillende gennemsnit, især hvis man tager det udgangspunkt at normaltiden for en tillidsmand er ca. 2 år.

Det har heller ikke altid været lige morsomt at være tillidsmand hos Siemens, hvilket også fremgår af, at nogle har fungeret i meget kort tid. I 1947 og 1955 må det siges at være endog meget kort tid.


Fra venstre: Gunner Ulf Christensen, Jørgen Eriksson, Niels Bergløv, Per Skjoldmand, Flemming Henriksen Søren Thomsen, Per Olsen og Ejner Sternberg. Anno 2001.

De første pionerer

De første pionerer i klubben var Carl Mikkelsen som havde medlems nr. 245 i Dansk El - Forbund og Julius Thomsen medlem nr. 73 . Af naturlige årsager har vi ikke kunne tale med de første tillidsfolk. Derfor beskriver vi nogle af de opgaver de har beskæftiget sig med for dermed at give et billede af dem. De seneste tillidsfolk har selv fortalt deres historie.

Æresmedlem af rang

Julius Thomsen fungerede i tiden omkring 1910 - 1922. Han nåede at være både kasserer og tillidsmand for klubben. Det er ikke helt sikkert hvor meget før og efter han var tillidsmand.

Af fællesmødeprotokollerne i Dansk El-Forbund København, kan det ses at Julius Thomsen var en meget aktiv mand både i sin tid som tillidsmand og efterfølgende i det faglige arbejde i afdelingen.

Julius Thomsen nåede som en af de første, at have mere end 50 års medlemskab af forbundet og opnåede også titlen som æresmedlem i Københavns afdelingen - dengang kaldet "Elektrikernes fagforening afdeling 1".

Julius Thomsen kasserer og formand i klubbens barndom.

Thomsens diplom for 50 års medlemskab af Dansk El-forbund København.

Johannes Bahne deltog i den Danske Siemens - rejse til Siemensstadt i Tyskland i 1937. Det har ikke været muligt at finde yderligere om Johannes Bahne.

Johannes Bahne.
Tillidsmand 4.10.1937 - 14.4.1939

Victor Pedersen
Tillidsmand 13.6.1945 - 19.5.1947

Ambitioner om afd. bestyrelsen

Egon Falkers virkede i perioden 14.4.1939 - 13.6.1945 og ville gerne opstilles til afdelingsbestyrelsen i afdeling 1. Indstillingen var kommet for sent ind til at det kunne diskuteres på TR mødet forinden generalforsamlingen. Det var ikke for sent i forhold til lovene. Men det blev derfor udlagt som et kupforsøg, ved at det ikke kunne diskuteres blandt tillidsfolkene.

E. Falkers blev afskediget af firmaet og der blev startet en sag sammen med forbundet, som sendte en protest til installatørforeningen. Han fratrådte på grund af et fagligt forlig i forfølgelsessagen.

Gode tiltag for kollegaerne

E. Falkers havde fået ændret mange ting som tillidsmand. Der nævnes at fællesklubben fungerede godt ved hans hjælp og klubben må følges med interesse i fremtiden.

Aftalen om disponibel tid var et lokalt fænomen for Siemens, den blev betegnet som et gode for klubben. Kostpengeordningen var et stort plus der også dannede grundlag for andre klubber.

Arbejdsfordelingen var for kollegaer og ikke kun for Falkers. Fredagen blev betalt af firmaet, for de kollegaer der ikke havde fordeling.

E. Falkers sluttede sin tid som tillidsmand, med at takke klubben for en god tid.

Han foreslog Victor Pedersen som sin afløser og da der ikke var andre opstillet, var V. Pedersen hermed valgt. Firmaet anerkendte Victor, men havde forbehold overfor sagsanlæg ved for mange ventetimer. Det blev der protesteret imod af forbundet.

Krigen satte sine spor

Victor Pedersen indledte sin tillidsmands karriere med at foreslå en undersøgelse af kollegaen C.P. Andersens forhold under tyskernes besættelse, idet der svirrede forskellige rygter. Det var også et forhold som fællesklubben havde henledt deres opmærksomhed på. Det blev besluttet at gennemføre undersøgelsen i nær fremtid, og klubben rettede henvendelse til C.P. Andersen om en redegørelse.

Skovturs tillidsmand

Samme dag Victor Pedersen blev valgt ville han finde ud af om der var stemning for en skovtur. Det var selvom forholdene ikke var særlige gode med hensyn til transport og skaffe øl.

Turen blev gennemført 8. august 1945, men der var kun mødt 3 mand samt Egon Falkers som var specielt inviteret.

Overmontørerne Max Jensen og A.J. Christensen havde bevilget 10 kr. samt en akvavit. Bryggeriet Stjernen havde bevilget 25 øl mod betaling til frokosten som blev indtaget i skovløberhuset ved Skodsborg, herefter over Eremitagesletten til Peter Lips hus, hvor der var bestilt mad. Turen sluttede naturligvis med et kort besøg på Bakken. Klubkassen havde stillet 19,33 kr. til rådighed for skovturen.

Victor Pedersen gik med til at varetage kasserer posten indtil generalforsamlingen da der ikke var andre der ville.

Undskyldning til C.P. Andersen

På klubmøde 12. juli 1945 orienterede Victor Pedersen om C.P. Andersen sagen. Der kunne ikke fremskaffes oplysninger som kunne bekræfte de forskellige rygter. Sagen blev henlagt til der var kommet yderligere oplysninger som kunne opklare sagen.

Sagen ender med at Victor Pedersen tager kontakt til Auditør Poulsen på Husarkasernen ved Holger Danske gruppen. Her blev oplyst at de ikke ville foretage sig mere i sagen. Herefter ville bestyrelsen heller ikke fortage sig yderligere og C.P. Andersen fik en undskyldning.

Deltagelse i afdeling og forbund

Victor Pedersen fik vedtaget at klubmøder skulle afholdes første fredag hver måned klokken 19.30. Noget som ville være utænkeligt i dag. Han fik også et forslag vedtaget, om at alle bestyrelses medlemmer er på valg ved hver ordinær generalforsamling

Victor Pedersen blev af klubben opstillet til kongressen i 1946 og blev valgt til at deltage. Hans arrangement i afdelingen betød at afd. Formand Arne Petersen ofte deltog i klubmøderne.

Firmaet ville have indført weekendordning, men der kunne ikke opnås enighed på grund af der ikke var indlagt ½ times frokost. Senere blev der enighed om weekendordningen med en 3 måneders prøvetid.

Flytning af tillidsmanden

Firmaet begyndte at lave nogle omrokeringer i forbindelse med tillidsmanden. Overingeniør Basse ville at han skulle udskiftes med Ejner Sternberg på FDB. De bliver der dog begge to sammen med en tredje kollega.

Lønaktion

I påsken 1946 havde der været strejke i Klubben. Det omfattede blandt andet FDB og Bad København.

Problemet var en lønaktion på FDB. Kollegaerne ville have det samme som på General Motor 2,10 kroner pr. time.

Samtidig ville firmaet ikke betale for tre montørers rapportskrivning. Derfor startede firmaet en mæglingssag. Denne sag trak firmaet dog tilbage hvorefter svendene frafaldt de 3x2 timers seddelskrivning.

Det vedtages at alle som tager arbejde for mindre på FDB skal indkaldes til afd. 1 bestyrelse.

Tillidsmanden tog konsekvensen

Max Jensen overmontør havde udvist en utilbørlig optræden for kollegaerne på FDB. Derfor havde Harald Nielsen og Victor Pedersen taget deres afsked fra firmaet. Hvis firmaet ville bruge deres arbejdskraft, så måtte de også betale det de forlangte pr. time.

Sternberg der var tilbage blev tilbudt 2,15 kroner pr. time, da firmaet fandt ud af at han ikke kunne undværes.

Ejner ville helst være rejst, men rådførte sig med formanden i afd. 1 der anbefalede ham at blive, så han kunne følge udviklingen med lønaktionen. Alle kollegaer var enige om at fortsætte lønaktionen til alle var kommet op på 2,10 kroner pr. time dette krav blev senere ændret til 2.20 kroner samt at Victor Pedersen og H. Nielsen skulle genantages af firmaet.

Firmaets lønpolitik betød at en kollega med 28 års anciennitet samt Tillidsmanden måtte fjernes fra FDB.

Den ene kollega får hurtigt 2,10 kroner pr. time hos en lille installatør og Victor Pedersen 2,25 kroner pr. time.

I protokollen skriver Victor Pedersen følgende ord:

"kæmp for alt hvad du har kært - død om så der gælder."

Han slutter med håb om at kollegaerne vil fortsætte lønaktionen.

Nyvalg med betingelser

Denne lønaktion bevirker at klubben skal vælge ny tillidsmand. Ved den ekstraordinære generalforsamling 19. maj 1947 forslår Victor Pedersen at H.H. Larsen bliver tillidsmand. Han modtog valg på den betingelse at Victor Pedersen overtog det igen når han kom tilbage til firmaet.

Ved det ekstraordinære klubmøde blev det, med stemmerne 6 mod 4 besluttet at modtage firmaets tilbud. Det var en general lønstigning på på 20-55 øre pr. time i glidende lønskala. Grundtimelønnen var 1,80 kroner pr. time.

Der var kritik af at vedtage dette da Victor Pedersen og H. Nielsen derved var blevet svigtet. Der blev udtalt at det fremover ville være svært at få foregangsmænd til nye lønaktioner.

Efterfølgende havde H.H. Larsen forhandlinger med firmaet, hvor de lovede en hævelse af timelønnen til cirka 2,20 kroner pr. time. Den holdt dog ikke helt vand og Arne Petersen fra Afd. 1, lovede at kollegaer der ikke kunne få mere end 2,10 kroner pr. time ville få anvist andet arbejde i fagforeningen.

H.H. Larsen holdt ikke længe. Han mente at kollegaerne på General Motors var gået bag hans ryg og havde derfor forladt firmaet.

Dette betyder at klubben nu står uden tillidsmand og næstformand Paul Gram repræsenterer klubben indtil nyvalg kan foretages.

Efterfølgende beklagede klubben at H.H. Larsen havde forladt firmaet i utide, men at de kunne takke sig selv for denne beslutning. H.H. Larsen og Arne Petersen havde gjort deres til at klubben nu havde en aftale de kunne være tilfredse med.

Gram var ikke lang tid på posten, men nåede dog at deltage i en kollegas 50 års jubilæum, det første i klubbens historie.

Ny mand på "varm" post

Ved klubmødet 10. juli 1947 bliver Thorvald Jensen valgt som tillidsmand. Som så mange andre gange i klubbens historie bliver han også valgt til fællestillidsmand.

Nye forhandlinger

Nogle af Th. Jensens opgaver var problemer med smudstillæg på General Motor. Det nåede til mæglingsmøde hvor der ikke blev opnået enighed. Det skulle herefter aftales i hvert enkelt tilfælde.

Mælingsmødet sendte parterne tilbage til lokalforhandling. I den konkrete sag blev der tilført et beløb til akkorden og sagen var dermed i orden.

Th. Jensen fik ændret kostpengeordningen da den ikke gav nok til at leve for. Den kom til at give 16,80 kr. for de første tre døgn og 14,80 kr. for de næste tre. De efterfølgende fra 10,80 kr. til det det kostede på det pågældende sted.

Der var også tid til lidt hygge for den 12. august 1948 bevilger klubmødet 39,50 kroner til en lille sammenkomst for de tilstedeværende 9 mand.

Eksistenskrise

Ved den ordinære generalforsamling 14. oktober 1948 ønskede Thorvald Jensen og kassereren Steen Leedgaard ikke genvalg. Da den øvrige bestyrelse ikke var mødt, enedes man om at udsætte valget og indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

Klubben skulle nu igennem en tid hvor den blev truet på sin eksistens. Det kunne have ført til at klubben ikke have været til i dag.

Tag jer sammen eller luk

Ved den ekstraordinære generalforsamling 17. november 1948 kunne der stadig ikke opnås enighed om valget af ny bestyrelse. Man blev enige om at kontakte afdelings formand Arne Petersen angående sagen.

Der blev hurtigt indkaldt til endnu en ekstraordinær generalforsamling i afdelingens lokaler på Hauchsvej 17. Arne Petersen deltog og under punktet valg udspandt der sig en længere diskussion angående valget af Brøndsholm, der var foreslået som tillidsmand. Der var også foreslået andre men de ville ikke modtage valg.

Arne Petersen sagde, at klubben ikke kunne være bekendt, ikke at kunne finde nogen tillidsmand da der var 37 mand i klubben. Det var første gang i afdelingens historie at en klub stod i den situation.

Arne foreslog at Hans Brøndsholm tog valget da han havde været tillidsmand før. Hvis ikke der kunne findes en tillidsmand måtte regnskab og klubbens effekter afleveres til afdelingen.

Brøndsholm oplyste at han ikke ville tage valget da han som tidligere tillidsmand ikke var blevet behandlet ordentligt af nogle kollegaer.

Klubben reddet af Brøndsholm

Brøndsholm ville gerne modtage valg på betingelse af at han fik en næstformand og sekretær. Herefter blev bestyrelsen tegnet af Brøndsholm som formand, Th. Jensen som næstformand og sekretær, kasserer Kaj Bruhn, revisor Ejner Sørensen og suppleant Harly Jensen.

Hermed var klubben reddet fra at blive opløst.

Akkordens fortaler

På klubmøderne i Hans Brøndsholm tid blev der debatteret meget akkord og priser. Det var en tid hvor overmontøren Max Jensen rettede i akkord regnskaberne uden aftale med montørerne.

Det var tiden hvor Samarbejdsudvalgene startede op og til at starte med var der ikke stemning for at deltage i dette. Brøndsholm og ledelsen var ikke enige om meningen med samarbejdsudvalget. Det udvikler sig til diskussioner på de følgende møder.

Brøndsholm måtte flytte klubmøderne da firmaet havde fået en skrivelse fra politiet om at der ikke måtte afholdes møder i marketenderiet efter arbejdstid. Man enedes om at holde møderne på Hauchsvej 17.

Ved lønforhandlingen i efteråret 1950 fik Brøndsholm ros for sin lønforhandling. Firmaet var vanskelige at forhandle med men der blev opnået enighed om 2,50 kr. pr time i udbetaling på akkord.

Hold skattevæsenet udenfor

I 1952 er der problemer med at firmaet har påført kostpenge i indberetningerne til skattevæsenet. Brøndsholm skaffede dokumentation for at det ikke blev påført som indtægt i andre firmaer. Der kom meddelelse fra firmaets revisor om at de ikke ville gå med til at ændre procedure. Brøndsholm ville ikke acceptere dette nej og bad fagforeningen om at tage sagen. Der findes ikke nogle oplysninger om hvad der videre skete i sagen.

Brøndsholm på Husum tryk

Forsøg på nyvalg og pludselig død

Ved klubmødet i oktober 1953 ville Brøndsholm gerne træde af. Der var ingen andre der modtog valg, så han indvilligede i at forsætte.

Brøndsholm bliver kritiseret for at bruge af klubbens penge til rejse fra Korsør til klubmødet. Det bliver hurtigt tilbagevist af kollegaer med besked om at Brøndsholm er den eneste der vil tage hvervet som tillidsmand.

Hans Brøndsholms pludselige død betød at klubben igen stod uden tillidsmand. Meddelelsen blev givet ved klubmødet marts 1955 hvor Brøndsholm var død få dage før mødet. Som følge af den triste beslutning enedes man om at suspendere klubmødet.

To klubber eller ej

På det efterfølgende klubmøde blev Jensen fra elevatorafdelingen valgt som formand. Han fik Ejner Nissen som næstformand. Allerede på samme møde blev det foreslået at skille elevatormontørerne og elektrikerne i to klubber. Det blev sat under afstemning med 14 stemmer for og 5 imod.

Afstemningen blev dog underkendt ved næste klubmøde, da sådanne beslutninger kun kunne tages på en generalforsamling. Man blev enige om at indkalde til generalforsamling ved næste møde.

På denne generalforsamling skulle der opklares to ting. Det første der blev stemt om, var om elevatormontørerne skulle over i smedeforbundet. Afstemningen bestemte at de ikke kunne overflyttes.

Det andet og mere vigtige punkt var om klubben skulle deles. Her blev stemmerne 14 imod og 5 for en adskillelse. Hermed var dette spørgsmål endelig afgjort og der var stadig én klub, man kunne dermed gå over til punktet valg. Tiden var dog så fremskreden at det blev udsat til næste møde.


Nissefars tur

Ejner Nissen
Tillidsmand 14.6.1955 - 25.4.1963
Æresmedlem i Klub 37.

Ved genoptagelsen af mødet blev flere foreslået som tillidsmand. Ejner Nissen ,også kaldet nissefar, løb af med sejren.

Der bliver diskuteret montør spjæld med firmaet. Det gik over mange møder. Problemet var at der i E. Falkers tid var lovet at montørerne kunne få et lokale at opholde sig i.

Der var pladsmangel i firmaet og de mente at man ikke kunne plukke håret af en skallet.

I april 1956 opstod der endnu en lønkonflikt. Der var kritik af at ikke alle var indkaldt til mødet og derved ikke kunne være med til at beslutte om der skulle strejkes eller ej.

Klubsammenlægning

E. Nissen og tillidsmand Brodersen fra svagstrømsklubben var i fagforeningen for at tale om sammenlægning af klubberne. Det var kommet på tale efter firmaet havde lagt afdelingerne sammen.

Det blev diskuteret kraftigt på generalforsamlingen i november 1956.

Der var kollegaer fra svagstrømmen der var bange for at de nu skulle til at lave stærkstrømsarbejde og var imod en sammenlægning.

Edvin Olsen fra forbundet oplyste at der kun kunne være én klub med én tillidsmand og sådan var det bare.

Ved det efterfølgende valg blev E. Nissen formand, Brodersen næstformand og P. Heegaard fra elevator afd. kasserer.

Der gik dog ikke længe med sammenlægningen. Allerede ved klubmødet i januar 1957 bliver det oplyst at svagstrømmerne igen har genoprettet klubben. Det skyldtes at firmaet havde skiftet navn til Dansk Siemens med underliggende afdelinger. Derved var der igen basis for egen klub.

Aage Jensen fra elevatorafdelingen går ind og bliver næstformand i klubben.

Virksomhedsbesøg og lynmøde

E. Nissen fik sat nogle spændende virksomhedsbesøg i stand. Der nævnes firmaer som Lauritz Knudsen og Louis Poulsen.

Klubmødet den 29. august 1957 blev et lynmøde. Formanden oplyste at der ikke havde været nogle klubsager, regnskabet blev oplæst, ingen havde noget til de sidste punkter og 8½ minut var gået.

Formand Nissen foreslår en kontingent forhøjelse til 35 øre, således der kan blive en kassebeholdning til rådighed for et kammeratlig samvær engang imellem. Der var diskussion med både for og imod men det endte med en afstemning på 16 for og 0 imod.

Kongresdelegeret

Klubben indstiller E. Nissen og Arvid Larsen til kongressen i 1958. Ved efterfølgende klubmøde fik medlemmer en løftet pegefinger. Der var kun dukket en mand op fra Klub 37 til valget. Det var formanden selv og han var blevet valgt som kongresdelegeret.

Svagstrøm spøger igen

Svagstrømsafdelingen og stærkstrømsafdelingen var blevet lagt sammen, så der var igen diskussion og klubsammenlægning. Firmaet havde udtalt at begge tillidsmænd kunne have tillidsmandsbeskyttelse. Derfor enedes man om at der fortsat var to klubber.


Tillidsmandsskifte

Ejner Sternberg
Tillidsmand 25.4.1963 - 24.4.1969
Æresmedlem i Klub 37.

Ved klubgeneralforsamlingen 25. april 1963 bliver der afstemt om der skal være 14 dages lønudbetaling til kollegaerne. Klub 37 er den eneste klub som er imod dette. Afstemningen blev til 42 for, 46 imod og 3 blanke stemmer.

På samme møde skulle der være valg til formand. Det blev til kampvalg mellem Ejner Nissen og Ejner Sternberg. E. Sternberg løb med posten på 21 stemmer mod 12.

Ejner Sternberg har været interviewet før, så vi har kombineret de tekster fra 1979 og 1994 med den kammeratlige snak vi havde med ham en forårsdag i 2004.

Ejner er født den 22.12.1913 og er det ældste medlem af klubben. Han gik ud af skolen efter 7. klasse for at sejle et par måneder. Inden han fyldte 14 år fik han læreplads hos Frihavnens Elektricitetsværk. Det sidste ½ år af hans læretid foregik hos Kemp & Lauritzen.

Den 29. september 1937 startede Ejner i Siemens, hvor han blev antaget af overmontør Aksel Christensen og Johannes Bahne var tillidsmand. Ejner var i Siemens til han gik på pension i 1981.

Det første job

Den første opgave Ejner lavede husker han sådan

"Det var den Hollandske ambassade sekretærs lejlighed i Malmøgade 10. En lejlighed på 14 værelser, med store klemlister i lofterne, der var udskårne, så de lignede egetræsbjælker. Jeg husker, at jeg skulle have en 9 trins stige for at nå op til loftet. Jeg skulle udskifte messingafbryderne, hænge lamper op og forsyne værelserne med flere stikkontakter, og det blev jeg færdig med på godt 10 dage.

Da jeg var færdig, tog jeg hjem til overmontør Wahlgren med mine ugesedler. Ham kendte jeg jo ikke. Det er ligesom med overmontørerne i dag. Han holdt sig væk. Han så lidt på ugesedlerne og spurgte så, om jeg ikke vidste, der var specielle ugesedler til

montørerne. Jo, sagde jeg, det vidste jeg godt, men der kan ikke stå noget på dem, de er alt for små, så jeg har lavet mine egne. Jeg hørte senere af afregneren, at man var glad for mine ugesedler, for dem kunne man skrive en regning efter."

Allerede her viste der sig et potentiale for det senere hverv som tillidsmand.

Job igennem 44 år

Igennem årene har Ejner været på mange arbejdspladser - for blot at nævne nogle enkelte - FDB i Njalsgade, MLU, det der senere blev til Topdanmark. Andre var Hellebæk Klædefabrik, Parkteatret, Svanemølleværket, Skærbækværket ved Kolding, Masnedøværket, Sojakage fabrikken og de senere år Carlsberg og Tuborg samt DSB´s togforvarmningsanlæg, men der var mange flere.

På Skærbækværket i 1958 lavede Ejner arbejdet i akkord. Der skete - hvad der i dag sjældent sker _ Ejner fik ros af Willy Rasmussen ved aflevering af arbejdet og akkordsedlen. Den viste 8,50 kr. pr. time og firmaet gav 1,00 kr. pr. time som dusør. En stigning på 12 %.

Det var kotyme at kollegaerne blev bespist ved overarbejde. Ejner kan huske en lille sjov historie fra en af disse bespisninger. "Vi arbejdede på Parkteatret med omforandring til Widescreen lærred. Det skulle laves på overarbejde, så vi fik mad hver aften i Park restauranten, og en af dagene kaldte Rylander på tjeneren og spurgte, hvad det var for en suppe, den er jo hel brun. Tjeneren svarede: Det er oksehalesuppe, hvorefter Rylander sagde: Jeg tænkte nok, det var fra den ende af koen."

Mestrene

Ejner har selvsagt mødt mange mestre og overmontører. I midten af 50erne blev Willy Rasmussen leder af Installationsafdelingen og var det til sin død i 1977. Han blev efterfulgt af Aage Ter-Borch. Af overmontører husker han Wahlgren og Aksel Christensen, og senere Max Jensen, desuden Poul Hansen, Villy Olsen, Kai Leedgaard, Jørgen Pedersen, Hørup, Jørgen Bundgård, Lennum, Bent Andersen, Frede Henriksen, Bent Ole Petersen, Bjørn Jerichau, Jørgen Larsen, Erik Espenhein, Poul Erik Storgaard og der var flere, men husker ikke dem alle.

Kollegaerne og klubben

Ejner har altid truffet gode kammerater på de arbejdspladser, han var på. Men tiden under krigen og årene derefter gjorde jo også, at man kom hinanden ved, og der var betydelig mere humør på arbejdet dengang. Svendene i dag virker ligesom mere stressede, indelukkede og bekymrede end de var dengang.

Gamle dage

Om gamle dage fortæller Ejner

"I gamle dage, da priser og lønninger lå fast, klarede vi for det meste selv problemerne ude på de forskellige arbejdspladser - og når firmaet ikke ville bøje sig nedlagde vi arbejdet til vi havde fået en ordning. Jeg vil tro, hvis vi

gjorde det i dag, ville fagforeningen stille og bede os om at skrubbe på arbejde, så skulle de nok - ikke - klare paragrafferne. Klubmøderne dengang var ikke så faglige som nu. Vi mødtes gerne alle sammen for at hilse på hinanden og finde ud af, hvorledes vi skulle tilbringe aftenen, og så fortsatte vi gerne under fornøjelige former - til en ny dag gryede." Ejner fortsætter

"De var skægge, som nu afdøde Bøje sagde, det var vores månedlige fri aften Vi ordnede selvfølgelig de problemer, der var, og når de var overstået, gik vi på værtshus og spillede Billard, til værtshuset lukkede, derefter på natklub, som regel i Prater, og når den lukkede gik vi på arbejde. Det er noget af det sammenhold og kammeratskab, som jeg savner i dag. Svendene er ikke så farverige, men de har selvfølgelig store udgifter til bolig, bil m.m. som vi ikke havde."

Da Ejner selv var tillidsmand fra 1963 til 1969 drejede ræset sig om lønstigninger, dyrtid, kost- og kørepenge, så man måtte stadig være på tæerne for ikke at sakke bagud, og ræset blev jo stadig hårdere og hårdere, så klubarbejde blev af mere og mere faglig karakter. Det kræver hele bestyrelsens og medlemmernes bevågenhed. Problemerne blev løst med snak over en god frokost.

"Da jeg startede hos Siemens var timelønnen 1,40 kr., men de havde et system, hvor de gav svendene forskellig løn. De kunne antage 4 mand og give dem forskellig løn. Akkorden blev så gjort op procentvis i forhold til den løn, man havde, så dem, der havde mest, også fik mest i akkordoverskud. Det syntes jeg var forkert, og jeg fik gennemført lige fordeling af akkorden, da jeg var tillidsmand," siger Ejner.

Hvad der fortælles om Ejner

Ejner brugte god tid på at forberede sig. Kollegaer kan huske når han gik "og skrev brev med sig selv". Han gik op og ned af gulvet på værkstedet og talte højt med sig selv og huskede altid at slutte "med venlig hilsen Ejner Sternberg".

Vi har fundet et af Ejners breve som fortæller om problematikker der kunne foregå den dag i dag. Problemet var at firmaet har lovet en bonus for et arbejde i Helsingør. En måned efter jobbet var slut mente kollegaerne at der manglede 1,50 kr. pr time. Firmaet mente ikke de havde fortjent mere, da de havde lavet for lidt. Herpå kommer en lang forklaring på at firmaet ikke ville betale rejsetid, glemte at sende en arbejdsmand, at der ikke kom nok materialer og at firmaet ikke havde haft tilsyn med pladsen. Ejner skriver at kollegaerne ikke ønsker almisser, men for fremtiden bare kan arbejde på akkord når de skal til provinsen.

I dag er Ejner pensionist og deltager stadig i afdelingens julefrokost for pensionister.


Per Skjoldmand
Tillidsmand 24.4.1969 - 29.4.1971

Det at blive valgt til sine kollegaers tillidsmand, må vel være det største man kan opnå som elektriker, for mit vedkommende var der dog, syntes jeg selv, et lille minus hæftet ved udnævnelsen, da jeg blev valgt medens jeg et kort øjeblik var uopmærksom ( var på toilettet ).

Jeg blev lige efter udnævnelsen sent på Tillidsmands kursus først på Roskilde senere på Helsingør Højskole.

Alt sammen for at give mig hår på brystet og også for at fortælle firmaet at det var nye tider.

Opgaverne var meget varierede, de kunne svinge mellem overrækkelse af gaver ved Jubilæer i Firmaet til at holde tale ved runde Fødselsdage i hjemmet. Der skulle dog snart dukke andre og mere komplicerede opgaver op.

En dag blev jeg kontaktet af vores chef der bad mig foretage en udflugt til VestSjælland hvor nogle svende havde nægtet at arbejde før deres tillidsmand dukkede op. Der var opstået nogle tvistigheder som til sidst gik over gevind.

Det gjorde ikke mit arbejde nemmere at svendene fortalte mig at de til slut havde lukket deres overmontør ude på toilettet,(meget mod hans vilje)

Vi fik en aftale i stand med afdelingens ledelse om at fortsætte diskussionen på chefens kontor nogle dage senere, mod at svendene påbegyndte det afbrudte arbejde med det samme.

Vi mødte op som aftalt, men jeg vil indrømme at jeg havde på fornemmelsen at dette ville blive mit svendestykke hvis overmontøren, som var til stede, nævnte noget om hans ophold på nævnte lokation.

Han sagde intet, og sagen endte med en rimelig udgang på sagen for alle parter.

Ved juletid 1970 var jeg tættere på opgaven end nogensinde før. Firmaet havde fået til opgave at installere et stort EDB og Klima anlæg, samt diverse elinstallationer i nogle lokaler i Glostrup.

Jeg stod i al beskedenhed for Data installationerne og et sjak fra installations afd. stod for de øvrige installationer.

Elektrikerne havde af deres overmontør fået tilladelse til at sælge jøder ( kabelskrald ) så de kunne købe lidt at spise og drikke om aftenen, da de skulde arbejde over. Jeg så at de i hvert fald huskede at købe drikkevarer.

Der var ligeledes et stort antal snedkere til stede som havde til opgave at stille store glas skillerum op som adskillelse mellem EDB rum og diverse kontorer.

Elektrikerne havde allerede om eftermiddagen testet de indkøbte drikkevare så de underholdt snedkerne med diverse mindre pæne tilråb. Rent galt gik det da en af elektrikerne trådte forkert på et stigetrin og faldt på gulvet.

Dette afstedkom almindelig grinen fra snedkernes side, samt tilråb som må vi se jeres fagforeningsbog, nu slog du dig vel ikke, tabte du balancen og så videre.

Nu ville skæbnen at en eller anden snedker under sin grinen kom til at skubbe til en af de lægter der var sat op til støtte for det første glas skillerum, derved opstod en Domino effekt, således at første skillerum tog de følgende med i faldet.

Grunden til overarbejdet var at alt skulle være færdigt til dagen efter, og alt skulle prøves og testes,(færdiggørelsen fandt sted 3 uger senere.)

Da jeg og minekollegaer var færdige med vores installationer gik vi hjem, der var ingen grund til at vi stod og kikkede på medens snedkermesteren fyrede det halve af sine folk og satte resten til at rydde op.

Næste morgen mødte jeg op og fik at vide at 2 elektrikere var blevet så længe og kommet med så mange mindre pæne tilråb at snedkerne havde tilbudt dem nogle tæsk, dette blev elektrikerne så sårede over at høre at de som vores sekretær så smukt beskrev i sit referat fra klubmødet "Inden de gik hjem trak de kniven." Da mørket havde sænket sig over arbejdspladsen stoppede arbejdet.

Jeg kan oplyse at snedkerne hævnede sig ved at melde elektrikerne til politiet for spirituskørsel.

Vores Klubmøder blev altid holdt på Olgasborg. De var altid godt besøgt, men for det meste var det som nu, den gamle garde der dukkede op.

Generalforsamlingen var et tilløbsstykke ikke mindst hvis der var røre i andedammen ( mere i løn mere i kostpenge, kørepenge, kortere arbejdstid osv.)

Den sluttede altid med punktet på dagsordenen, Bevilling af midler, nogle gange kan jeg huske at der blev bevilliget penge til kollegaer der havde været ude for ulykker eller sygdom, men det forekom også at der blev bevilliget midler til indkøb af Engelske Bøffer på Sct.George en restaurant hvor vi gerne afsluttede vores generalforsamlinger.

Medens kokken tryllede i køkkenet, trådte svendene dansen om det grønne klæde, eller trillede terninger. Efter middagen skulle vi have stærk ost- te og rom. Der kunne selvfølgelig være afvigere med, men normalt var serveringen som ovenfor beskrevet.

Efter min tid som tillidsmand blev jeg overmontør i dataafdelingen, og det var jeg til jeg gik på pension.


Jørgen Eriksson
Tillidsmand 29.4.1971 - 17.4.1975

Når jeg tænker tilbage på min tid som tillidsmand i Klub 37, er der mange gode minder og nogle enkelte mindre gode minder.

Jeg havde været med i klubbestyrelsen, mens Per Skjoldmand var tillidsmand. Vi havde en rigtig god bestyrelse, hvor vi holdt en del møder, meget for at bakke op om Per, da han ikke havde nogen erfaring som tillidsmand. Jeg havde tidligere været tillidsmand i et mellemstort firma, og jeg havde også gået på tillidsmandskurser hos AOF København. Derfor havde jeg nogle erfaringer og viden om det at være tillidsmand. Da Per måtte gå af, var det derfor naturligt, at jeg stillede op som tillidsmand.

Én af de første store opgaver, der skulle tages fat på var vores Samarbejdsudvalg. Der blev holdt nogle uregelmæssige møder uden noget særligt indhold, og det ville vi gerne lave om på. Jørgen Mortensen og jeg deltog på et kursus, hvor vi lærte hvordan et SU skulle fungere. Denne lærdom bragte vi videre i SU. Det viste sig, at A-medlemmerne faktisk ikke havde SU-aftalen og dermed heller ikke kendte indholdet. Vi fik gennemført et besøg af Samarbejdsnævnet til eet af vores SU-møder for at få gang i samarbejdet. Det gik også helt godt.

En anden opgave var at få tillidsmanden for Klub 37 valgt som fællestillidsmand. Elevatorklubbens tillidsmand Poul Bertelsen var fællestillidsmand, og det var vi ikke helt tilfredse med. Der blev indkaldt til et møde med tillidsmændene fra KAD, Metal, SiD og Elevatorklubben, hvor jeg så blev valgt som fællestillidsmand _ vi var på det tidspunkt langt den største klub, så vi syntes, det var helt naturligt.

Jeg tror, at jeg har været den første tillidsmand hos Siemens med eget kontor og telefon, så medlemmerne altid kunne få fat i mig. Det gik til på følgende måde:

Da jeg blev valgt, arbejdede jeg på landcentralerne, og firmaet har nok tænkt, at det var en dårligt idé at have en tillidsmand langt ude på landet. Derfor blev jeg placeret på et lille værksted i Husum, hvor jeg skulle reparere og fejlfinde på disketter fra centralerne. Se det var kontoret og telefonen, nu manglede der bare lidt selskab, for det var noget kedeligt at sidde der alene. Gunnar Ulf havde haft en arbejdsulykke og skulle have et slags skånejob, så han blev mit selskab og det var bestemt ikke kedeligt, nu kunne vi rigtigt snakke fagligt, og var det ikke nok, så skulle vi bare over gården til Jørgen Mortensen. Jo, der blev født mange idéer i den tid.

Alt har en ende, og det fik det fine kontor også, så det var bare ud og arbejde. Det var parkeringsbelysning og byggestrøm i Bella Centret og senere til MLU, det der i dag er Topsikring i Ballerup. Det var en rigtig stor arbejdsplads _ Nordeuropa's største kontorhus. Her lavede vi en arbejdsnedlæggelse pga. meget dårlige sikkerhedsforhold. Der var nogle af kollegaerne, der ikke var meget for at gå hjem, for hvad ville firmaet sige. Flertallet stemte dog for at gå hjem, indtil de farlige forhold havde ændret sig. Det var en fredag formiddag vi gik hjem, så det blev lang weekend.

Vi havde sørget for en god pressedækning, så Aktuelt havde både lørdag og søndag billeder på forsiden og artikel i avisen. Det var nemlig sådan, at arbejdsgivernes ulykkesforsikring var en del af MLU, og der var opsat store skilte ud mod Frederikssundsvej, om hvor meget man gjorde for sikkerheden.

Det var guf for pressen. Da vi kom på arbejde mandag morgen, var arbejdspladsen bragt helt i orden sikkerhedsmæssigt. Villy Rasmussen, som var vores afdelingsingeniør dengang, sagde til mig, at han var stolt af, at Siemens' elektrikere ikke ville finde sig i så dårlige forhold. Dette nævnte jeg på næste klubmøde, så der var nogle, der fik røde ører.

Én af de største oplevelser, jeg fik i min tid som tillidsmand, var da vi fik klublokale i Husum. Det havde længe været vores ønske at få eget lokale, hvor vi kunne holde klubmøder, og andre møder. Jeg tror det var i forbindelse med klubbens 70 års dag, at der blev nogle lokaler ledige i Husum. Dem fik vi lov at sætte istand med maling, el og møbler på firmaets regning. Der var stor indvielse med repræsentanter fra ledelsen og mange kollegaer.

Klubarbejdet gik rigtig godt og der var mange, der mødte op til klubmøderne, det var en spændende tid.

Villy Rasmussen og jeg var ikke de bedste venner, og af og til slog det gnister imellem os. Hans lederstil lå langt fra, hvad jeg syntes om. Vi havde dog gensidig respekt for hinanden.

Jeg synes, at vi havde et godt sammenhold både blandt klubbens medlemmer og i bestyrelsen, og var vi ude i lidt stormvejr bakkede alle op. Som da jeg blev sendt hjem på ventepenge i firmaet. Der var pludselig ikke mere arbejde ude i Ballerup på det store byggeri, i hvert fald ikke til mig. Der blev straks skrevet et brev fra klubbens medlemmer til direktionen om, at dette ville man ikke finde sig i, og vupti, så var der pludselig arbejde igen til mig, så det var opbakning.

Jeg havde _ imens jeg var tillidsmand _ fået en voksenpædagogisk uddannelse, fordi min store interesse var at undervise andre tillidsmænd. Jeg havde været underviser på nogle kurser på Roskilde Højskole, og det var bare lige mig. Jeg havde også lavet en del weekend-kurser i afdelingens oplysningssektion, hvor jeg var bestyrelsesmedlem.

Da der så kom et tilbud om at blive kursussekretær og underviser på Roskilde Højskole, syntes jeg, at nu var det om at komme videre og bruge al den erfaring og viden jeg havde fået hos Siemens og Klub 37 til gavn forhåbentlig for andre tillidsrepræsentanter.

Det liv har indtil nu givet mig 25 gode år som underviser. Jeg ønsker klubben et stort tillykke med de 100 år, og jeg er glad og stolt over at have været en del af historien.


To år til modning!

Søren Thomsen
Tillidsmand 17.4.1975 - 28.4.1977

Er man et socialt engageret menneske deltager man selvfølgelig i debatten der er i de foreninger man er medlem af, sådan var det også for mit vedkommende. På generalforsamlingen den 26. april 1973 blev jeg valgt til suppleant i Klub 37s bestyrelse og kimen var egentlig lagt til det liv jeg mere eller mindre har levet siden.

Formanden for klubben dengang var Jørgen Eriksson som var en meget dygtig tillidsmand, så jeg hængte bare på ved bestyrelsesmøderne.

Samme år den 25. oktober blev jeg opstillet til bestyrelsesmedlem i klubben og begyndte en egentlig uddannelse til tillidsmand på Roskilde Højskole. Den med 2 på værelserne, morgensang og arbejde til klokken 21 næsten hver aften. Jeg kan huske en Freddy Andersen som underviser samme person som senere blev forbundsformand.

Stærk mester

På efterårs generalforsamlingen 31. oktober 1974 avancerede jeg til næstformand for klubben. Jørgen var stadig formand for klubben og han lærte en masse fra sig. Dengang var der tradition for at tale med mesteren en gang om måneden. Mesteren på det tidspunkt var Willy Rasmussen, som desværre døde i 1977. Vi opdagede faktisk først da han var død, hvor stærk han var. De aftaler der blev lavet med ham, blev holdt og man skulle ikke spørge her og der om det var i orden. Det var aftalens ord der var loven. Senere hen skulle alle spørges ELFO, lønkontoret, personale afdelingen med mere. Deraf kommer min tilbagevendende kommentar om at han var den eneste mester vi har haft.

Indskrænkning af akkord

Jeg kan huske at Jørgen Eriksson og jeg var på kreditforeningen Otto Mønsteds plads og gennemgå 130 akkordsedler. Der var faktisk en akkordseddel på hvert rum, en for svagstrøm, føringsveje og så videre. Det var vanvittigt for det tog hele ugen for ham der skrev ugesedler på pladsen. Da Jørgen og jeg var færdige med gennemgangen, var det hele reduceret til en akkordseddel pr. etage. Jeg rendte med, hørte efter, sugede til mig og var nok en smule forblændet af Jørgens stil.

Kampvalg og kaffepause

Den 17. april 1975, hvor der var generalforsamling, havde bestyrelsen opstillet mig til tillidsmand. Der blev kampvalg da nogle svende havde opstillet Svend Thomsen som havde en fortid som forbundssekretær. Der var dermed dømt kampvalg, noget som desværre er meget sjældent til disse valg. Jeg trak det længste strå, for der skulle nyt blod i bestyrelsen, og det kom der.

Jeg husker det lige så tydeligt, for hvad var det nu jeg var, jo jeg var ham der skulle samtale med mesteren en gang om måneden og få tingene op på skinner.

Dagen efter valget var der problemer på FDB da de skulle indgå i FDBs kaffepause om formiddagen, for dermed at blive 12 minutter længere på arbejdet om eftermiddagen. Det blev løst og er sådan den dag i dag.

Uddannelse til tillidsmand

Det blev til flittige besøg på uddannelsesstederne LO-skolen, Roskilde Højskole, Esbjerg Højskole, Langsøhus og HK i Juelsminde. Det var gode uger hvor der blev proppet noget i hovedet. Når kurset var slut og man tog hjem var verden desværre ikke lavet om.

Ikke så lang tid efter valget ville svendene ikke mere lægge bil til for firmaets brug. Der blev startet en sag op.

Desværre på et tidspunkt hvor afdeling 1 og 29 (i dag de offentlige- og industrielektrikere) talte om at lægge sig sammen. Når man så tænker på alt det bøvl der har været med afdeling 29 folkene, var det nok ikke så smart at bruge alt det krudt på en sammenlægning.

Jeg tænker her på struktur debatten som stadig pågår. På det punkt syntes jeg nok at 29 folkene er meget reaktionære, den dag i dag.!

Kontakt til omverden

Jeg havde fruen gående hjemme og passe to små børn, så der var ikke meget at rutte med. Vi havde for eksempel ingen telefon. Når jeg så tænker på tillidsmanden i dag med alle de tekniske hjælpemidler, kan jeg ikke forstå hvordan han kan bære dem alle på engang.

Dengang fandt vi ud af det på den måde at personaleafdelingen sendte brev med en medarbejder på vejen hjem. Skulle mesteren bruge mig fik jeg et telegram. Det var egentlig lidt besværligt.

Kørepengesagen blev ikke færdig mens jeg var tillidsmand. Den blev tacklet dumt og vi tabte den med et brag. Efter min mening var det på grund af dårligt engagement fra forbundet og forbundsformand Warni Michelsen side.

Dårlige ledere skal sige nej

Jeg sad også i SU som næstformand, hvor det ofte kørte på at dem fra B-siden nikkede ja og dem fra A-siden rystede nej på hovedet, simpelthen fordi de ikke havde forberedt sig på tingene. "Useriøst" det er desværre kendetegn for mange af problem stillingerne fra den gang. Dårlige ledere som slet ikke er uddannet til det job de siger ja til. På et af SU møderne havde vi et punkt på dagsorden om hvornår medarbejderne hos Siemens skulle gå på pension. Jeg syntes det var et besynderligt punkt, men det viste sig at funktionærerne var misundelige over at de timelønnede i princippet kunne fortsætte i al evighed. Firmaet ville godt have en alder hvor vi som timelønnede stoppede. Jeg kunne ikke se det som et problem, for med en kæmpestor arbejdsløshed og man kunne få folkepension som 67 årig, var det vel på plads at stoppe, og sådan blev det så.

Det viste sig at give store diskussioner, for der var nogle som kun manglede ½-1 eller 2 år til de nåede et jubilæum, men er det det de vil huskes for eller er det det kollegiale sammenhold og jobbene. Jeg mener nok at det er det sidste der er det flotteste at blive husket på.

Samarbejdet med de andre

I kraft af min rolle som næstformand i SU og fællestillidsmand havde jeg berøringsflade med de andre klubber i Siemens. Samarbejdet var dog størst med de andre tillidsfolk som repræsenterede andre faggrupper af timelønnede. Jeg er og var noget skuffet over at funktionærerne aldrig har haft en lignende organisering til alle medarbejderes fordel. Et eksempel på dette kunne være ved valget til medarbejder repræsentationen i Siemens A/S og Siemens ESU.

God udvikling

Jeg vil godt her sige - at FIU indsatsen fra forbundets side, om uddannelse af flere og bedre tillidsfolk, har helt sikkert haft en afsmittende rolle. Jeg mener at klubarbejdet er blevet hævet op på et punkt hvor alle kan deltage og det ikke mere er "one mand job" at være tillidsmand.

Jeg blev afsat som tillidsmand i 1977 uden at gøre så meget modstand på grund af sagen om kørepenge. Jeg var træt af jobbet og forundret over kollegaernes overfald på mine fejltrin i stedet for at give mig støtte.

Men helt mistet modet havde jeg dog ikke og vendte tilbage et års tid efter som bestyrelsesmedlem og mange årig sikkerhedsrepræsentant i både klubben og Københavns afdelingen.

I dag er jeg på 16 år medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i Siemens A/S.

På det mandat sidder jeg stadig i Klub 37s bestyrelse og har altid haft en god sparring med tillidsmændene og klubbestyrelsen.


10 år jeg aldrig glemmer

Gunnar Ulf Christensen
Tillidsmand 28.4.1977 - 2.4.1987

At skulle skrive om tiden som tillidsmand i Klub 37, har fået mig til at tænke tilbage på de oplevelser der har været forbundet med tillidsmandsfunktionen, og alt hvad det medførte.

Allerede i 1966 blev jeg indvalgt i klubbestyrelsen som sekretær, en funktion jeg havde gennem et par år. Den gang blev der jo ikke afholdt bestyrelsesmøder, idet alle forhandlinger med firmaet blev

foretaget alene af tillidsmanden som på det tidspunkt var Ejner Sternberg, og resultaterne blev forelagt bestyrelsen 5 minutter før klubmødet, og derefter forelagt klubmødet til beslutning. Den måde at arbejde på befordrede ikke interessen for yderligere deltagelse i klubarbejdet, så jeg droppede ud igen, og koncentrerede mig om elektrikeriet, men deltog stadigvæk aktivt i klubmøderne.

Gang i klubben

Da Per Skjoldmand sidst i 1960erne blev tillidsmand, begyndte en ny æra i Klub 37s. historie. Der blev pludselig afholdt bestyrelsesmøder før forhandlinger med firmaet. Herefter fulgte Jørgen Eriksson og der kom rigtig gang i holdningerne både i klubben og især i forholdet til Siemens, der måtte til at revidere opfattelsen af Samarbejdsudvalg, Fagforening, Klubber, A/S bestyrelse, kort sagt, elektrikerne var ved at vågne. Samtidig var det en periode med stor debat om ØD og EF. Selv vågnede jeg også op, i første omgang var det mest på det politiske område jeg var aktiv, men i 1977 stillede jeg op til tillidsmands valg efter opfordring fra ESK folkene og blev valgt. Samme år blev jeg indvalgt i afdelingsbestyrelsen i fagforeningen, det var første gang en tillidsmand fra Klub 37 blev valgt, men så absolut ikke sidste gang.

Forhandling, afd.leder og tomrum

Der var mange udfordringer at tage fat på, først og fremmest at blive accepteret og respekteret både af firmaet og kollegaerne i både elevatorafdelingen og installationsafdelingen især, fordi jeg havde stået i lære i firmaet, og som sådan var belastet af fortiden, især hos de ældre svende.
Det første negative jeg oplevede, var firmaets holdning, idet man bevidst forsøgte at skrue tiden tilbage til tiden før Jørgen Eriksson. Det vil sige forhandlinger alene med tillidsmanden. Men den gik ikke, aldrig til møde med ledelsen uden bisidder, det var en vedtagelse Klub 37 havde lavet, og den forholdt jeg mig til i alle 10 år som tillidsmand og ved den eksisterer den dag i dag.

Det blev også en periode, med mange skift i ledelsen og dermed forhandlings måde og forhandlingsklima. Under Willy Rasmussen var alle forhandlinger ledet på en autoritær måde, og hans ord var lov, til gengæld var der heller ingen slinger i valsen når man var nået til enighed. Han afsluttede alle forhandlinger, uanset hvor hårde de havde været, med en frokost ude i byen. Det foregik sammen med montage- chefen der var hans bisidder samt tillidsmanden og hans bisidder, normalt var det klubbens næstformand.

Efter Willy Rasmussens død, opstod der et ledelsesmæssigt tomrum. Det blev udfyldt af et triumvirat bestående af direktør Ejner Jensen, afdelingschef Børge Ravnkilde og afdelingsingeniør Aage Ter-Borch fra elevatorafdelingen og i den periode var det næsten umuligt at få en forhandling om noget som helst, fordi ingen havde, eller tog ansvar for noget som helst.

Regulativerne

Da Ter-Borch så blev udnævnt til afde lingschef i installationsafdelingen og Enevold blev afdelingsingeniør, kom der igen lidt styr på tingene, og vi fik forhandlet os frem til nogle gode resultater, blandt andet fik vi udvidet de såkaldte kontrakter eller som de officielt hed ansættelsesregulativer.

Det var et ansættelsesforhold der gik langt videre end overenskomsten med hensyn til opsigelsesvarsler, fuld løn under sygdom, betalte fridage, fuld løn under efteruddannelse og en ekstra uges ferie efter de fyldte 50 år.

I dag er disse opnåede resultater blevet indhentet af tiden, men da de blev indgået var det virkelig en landvinding, især for dem der opnåede en "kontrakt".

Femøren

Under Ter-Borch ´s ledelse forhandlede vi selvfølgelig også løn, men det blev kun til småpenge, og det gav ham tilnavnet "femøren". Det anerkendte vi ham med da han gik på pension, han blev officielt udnævnt til ridder af den blanke femøre, med diplom og fint pudset kobberfemøre medalje.

Visioner og forventninger

Efter denne medalje overrækkelse tog Enevold over som afdelingsleder. Og det må siges at det blev nye tider, med mange visioner og store forventninger, samtidig med en helt ny stil overfor klubben, nu blev vi pludselig samarbejds- partner og ikke som hidtil betragtet, et nødvendigt onde. Det var også i denne periode vi havde et godt samarbejde med forbundet, blandt andet på teknologiområdet, og især i forbindelse med forbundets teknologiudvalgs arbejde var Siemens en god samarbejdspartner. Det blev desværre også en periode, hvor ELFO kom til at betyde en hel del negativt for forhandlingsklimaet mellem klub og firma, lige meget hvad vi forhandlede om skulle der drages paralleller til andre firmaer som vi blev sammenlignet med, uanset hvad det så drejede sig om.

Farvel og tak

Da Enevold eller Brixen ansatte Palle Nielsson som montagechef i stedet for Kai Leedgaard, skete der endnu en holdningsændring, nu blev alle forhandlinger lige pludselig til konfrontationer både i afdelingsregi og i SU, så jeg blev enig med fruen om at slutte festen der.

Tak for10 års samarbejde i Klub 37s bestyrelse, et samarbejde eller nærmere et godt kammeratskab, som holder endnu gennem Watt 87. Det blev til 10 år med fuld skrue, og 10 år jeg aldrig vil glemme.

Hvad så i dag

Jeg er her endnu - hos Siemens på 49. år. Efter tillidsmandsperioden, trak jeg mig ud af klubarbejdet og ligeledes ud af bestyrelsesarbejdet i fagforeningen. Jeg har haft mit 40 års jubilæum og forventer at opnå 50 års jubilæum d. 1. april 2005.

Gennem de sidste 17 år har jeg været beskæftiget med netværkskabling og service fortrinsvis på Nordea tidligere Unibank / Privatbanken i Taastrup.

Jeg startede første gang i Siemens februar 1983, på Avedøre Holme hvor B&W skulle flytte ind i et nyt stort kontorhus. Arbejdsløsheden var forholdsvis høj, ca. 10-12 %, så udsigten til et job de næste 7 måneder var absolut en god ting. Vi var ca. 30 svende på pladsen, og efter 14 dage fik jeg mit første tillidsvalg i Siemens, idet kollegaerne valgte mig som sikkerhedsrepræsentant på arbejdspladsen. Efter 7 måneder var jobbet desværre slut, hvorefter jeg havde forskellige jobs frem til sommeren 1984, hvor Preben Skjellmose som var overmontør ringede, og jeg blev ansat til forskellige bygge opgaver rundt om på Sjælland.


Der var ikke andre

Per Olsen
Tillidsmand 2.4.1987 - 6.4.1994

I foråret 1987 var der indkaldt til generalforsamling i Klub 37, hvor den daværende tillidsmand igennem mange år, Gunnar Ulf, havde bebudet at han ville stoppe. Det lykkes imidlertid ikke at få valgt en ny tillidsmand på den ordinære generalforsamling, så der måtte indkaldes til en ekstraordinær klubgeneralforsamling, men stadig uden at der var nogen kandidat.

Da jeg selv løbende havde deltaget i forskellige tillidsmandskurser, meldte jeg mig til sidst som kandidat, og da der ikke var andre, var sagen klar, jeg var i en alder af 27 år ny tillidsmand for en klub med over 200 svende. Og da der var tradition for, at Klub 37's tillidsmand også blev valgt som fællestillidsmand, for de i alt 5 faglige klubber, var der pludselig nok at tage fat på. Heldigvis var der dygtige og erfarne tillidsfolk i de øvrige klubber, og i klubbestyrelse i Klub 37 sad der folk med mange års erfaring i fagligt arbejde.

Territoriet pisset af

Siemens installationsafdeling havde et lille år forinden fået ny montagechef Palle Nilsson, og det viste sig hurtigt, at vi lige skulle havde slebet kanterne og pisset territoriet af over for hinanden. Det kostede et par mæglingsmøder i ELFO for at få ny aftale om nedsat arbejdstid og værnefodtøj på plads. I foråret 1988 skulle vi så i gang med lønforhandlingerne, og på første møde blev forhandlingsudvalget,

( Søren Thomsen og jeg ), gjort bekendt med, at der var udstukket et løndiktat på 2 %, og vores afdelingsleder Jørgen Enevold i installationsafdelingen meddelte kort, i kan hoppe og danse sådan bliver det. Men sådan blev det nu ikke, for på først kommende klubmøde blev forhandlingsudvalget pålagt, at afvise Siemens løntilbud og genoptage forhandlingerne.

Siemens stod imidlertid ikke til at rokke, de ville kun give 2% på mindstelønnen med mulighed for at modregne i de personlige tillæg, hvilket reelt betød, at vi i forhandlingsudvalget kun forhandlede for de 5 _ 6 kollegaer der arbejdede på mindste løntrin, resten var overladt til sig selv. Det kunne naturligvis ikke komme på tale, så kollegaerne afviste nok en gang Siemens tilbud og nedlagde arbejdet for at vise, at vi ikke ville finde os i løndiktater fra ledelsen.

Det blev en lang og heftig strejke, hvor der blev oprettet strejkeudvalg, aktionsudvalg, og arbejdsudvalg til at tage sig af indsamlinger og oplysning til de københavnske arbejdspladser.

Vi lejede Tåstrup Medborgerhus og brugte det som base og samlingssted til afholdelse af morgenmøder, for strejkeudvalget og undertegnede blev det nogle lange arbejdsdage.

Vi mødte kl. 6.00 om morgenen for at forberede morgenmødet med kollegaerne, og sluttede nogle dage først kl. 23.00 efter at have lavet pressemeddelelser og organiseret næste dags aktioner.

Strejken fortsatte efter vi havde været til fællesmøde og i arbejdsretten, hvor arbejdsnedlæggelsen var blevet kendt overenskomststridig. Sammenholdet blandt kollegaerne var stærkt, klubben ville vise ledelsen at der skulle reelle forhandlinger og resultater på bordet, før der kunne blive tale om at genoptage arbejdet.

Efter en uge begyndte det så småt at gå op for ledelsen i Siemens, at hvis elektrikerne skulle genoptaget arbejdet, så måtte ledelsen give sig.

Det var imidlertid tydeligt at Siemens var bundet af en aftale som ELFO-installatørerne havde indgået for sikre lave lønstigninger, så der gik yderligere en uge før at forhandlingerne var på plads. Resultatet blev, at mindstelønnen steg fra kr. 91.00 til kr. 96,00 og et løft på kr. 2,00 - kr. 3,00 til 3. _ 4. års lærlingene, dermed havde vi sprængt arbejdsgivernes løndiktat, og samtidig vist, at Klub 37 havde styrke og sammenhold til at skabe resultater.

Endnu en konflikt

Allerede 2 år efter måtte vi igen ud i en arbejdsnedlæggelse for at få en lønforhandling på plads. Denne gang var det dog kun nødvendigt at bruge 2 ½ dag før resultatet var i hus.

På trods af arbejdsnedlæggelserne var forholdet mellem ledelsen og klubben for så vidt fint nok, og specielt efter den anden arbejdsnedlæggelse, kom der større forståelse i ledelsen for, at der skulle etableres et samarbejde, og at klubben skulle tages alvorligt som talerør for kollegaerne.

De efterfølgende år var vi i klubben meget optaget af, at få en aftale om retten til betalt efteruddannelse. Dette lykkes dog desværre kun delvist. Vi kunne få alt den efteruddannelse som vi meldte os til, men betalingen måtte vi hente i Siemens uddannelsesfond, som blev totalt drænet for penge efter et par år, og derefter skulle betalingen aftales individuelt.

En stærk klub

Når jeg ser tilbage på de 6 år hvor jeg var tillidsmand for Klub 37, så husker jeg en god tid med en stærk klub og et godt fagligt sammenhold som gjorde, at det var attraktivt at arbejde i Siemens.

Jeg trådte tilbage som tillidsmand i 1993, men fortsatte i klubbestyrelsen som uddannelsessekretær frem til juni 1994, hvor jeg blev valgt som kredssekretær i Dansk El-Forbund , Københavns afdeling. Jobbet som kredssekretær havde jeg i 2 år, hvorefter jeg i 1996 blev valgt som afdelingsformand med sæde i forbundets hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Jobbet som afdelingsformand har jeg stadig æren at bestride i skrivende stund.


Baggrunden iorden

Niels Bergløv
Tillidsmand 6.4.1994 - 17.4.2000

Når jeg ser tilbage på den tid jeg havde som tillidsmand i Klub 37, er det med tanker om en tid som både rummede travlhed, men også tid til fordybelse.

Jeg startede i Siemens med installation af en kobbersnomaskine hos Nordisk Kabel & Tråd i Asnæs. Tillidsmand Per Olsen var formand på jobbet, så det kunne naturligvis ikke undgås at der blev snakket en del fagligt i den sammenhæng. Min baggrund som faglig aktiv har været tillidsmand i et lille provinsfirma med tyve ansatte, aktiv i fagforeningens lærlinge- ungdomsarbejde, formand i Ringsted afdelingen og fire år som sikkerhedsrepræsentant i Kemp og Lauritzen. Med det i "rygsækken" blev jeg hurtigt valgt ind i bestyrelsen for Klub 37. Det blev vedtaget at Per og jeg skulle føre klubbens lønforhandlinger overfor firmaets forhandlere, som på det tidspunkt var Palle Nilsson og Søren Therkelsen.

Da Per Olsen i forhandlingsperioden ønskede at fratræde som tillidsmand, for senere at søge nye udfordringer, blev jeg valgt som tillidsmand efter få år i firmaet. Per fortsatte dog i klubbestyrelsen og var stadig fællestillidsmand, samt bisidder ved lønforhandlingerne. Systemet med tillidsmand og bisidder oplevede jeg som en god måde at møde sine modforhandlere på.

Endelig indviet

Kort tid efter afslutningen på lønforhandlingerne blev der indkaldt til ekstraordinært årsmøde i installationssekretariatet Dansk El-Forbund København, for at få valgt en ny kredssekretær. Per Olsen stillede op og blev valgt til denne post og stoppede derfor i firmaet. Søren Thomsen blev konstitueret som fællestillidsmand frem til fællesklubbens ordinære generalforsamling, hvor jeg så blev valgt til fællestillidsmand. Samme efterår afholdt Klub 37 sin 90 års jubilæumsfest på "Færgen Sjælland" og da festen sluttede var jeg ved at være indviet i rollen som tillidsmand for Klub 37.

Tid til fordybelse

At blive valgt som tillidsmand i en klub med så lange traditioner, betød at jeg igen måtte til at bruge en del tid på LO_skolen og andre faglige højskoler. Først på en del korte kurser, som gav blod på tanden til at tage de lidt længere varende kurser, hvor tillids- og sikkerhedsmand tog sammen på kursus. Jeg gennemførte "Arbejdspladsen I Uddannelse" sammen med sikkerhedsrepræsentant Hans Henrik Melvig hvilket gjorde, at vi efter min mening, fik et rigtig godt samarbejde og udviklede også klubben en smule. De længere varende kurser er nogle unikke tilbud da de giver tid til fordybelse.

Fællestillidsmanden "afskaffet"

Kort tid efter mit valg til fællestillidsmand, blev jeg kaldt til møde på divisionsdirektør Ole Brixsen´s kontor. Han ville gerne af med fællestillidsmandsbegrebet og lige før overenskomstforhandlingerne i 1995 blev lokalaftalen opsagt af firmaet. Opsigelsen blev efterfølgende behandlet på et timandsmøde, som bekræftede gyldigheden af opsigelsen. Kort efter blev det vedtaget at SU. skulle suppleres ved valg på fællesklubbens generalforsamling og at dennes formand var næstformand i SU. Titlen var afskaffet men fortsatte med at eksistere.

Afhængig af alle

Tillidsmandens arbejde i Klub 37 var ikke et enkelt mands værk, men i høj grad et samspil mellem bestyrelse og tillidsmand, i de fælles bestræbelser på at udvikle klubben til stadig at være en slagkraftig klub. Dette på trods af store forandringer i Siemens måde at agere på markedet, med opkøb af lokale firmaer, samt indgåelse af landsdækkende servicekontrakter. Dette fik elektrikerne talt sammen om i den nystartede HoldingKlub. Således fik vi minimeret forskellighederne på aftalerne rundt om i landet, selv om det ikke lykkedes os at få enslydende aftaler som vi helst havde set. Det var nogle af de sager, som gav sammenhold i gruppen af tillidsfolk i de firmaer der var ejet af Siemens A/S.

Det store SU

Det var samtidig med at Siemens indgik frivillig aftale om ESU (Det Europæiske Samarbejdsudvalg). Ved en generalforsamling i HoldingKlubben blev jeg enstemmigt valgt af kollegaerne og et nyt og spændende job skulle jeg varetage. Det betød at jeg måtte i gang med det tyske sprog, selvom koncernsproget godt nok var engelsk, men i ESU var det tysk. Det kunne måske godt give en enkelt eller to tysklærere lidt grå hår i hovedet, at have mig som elev. Jeg havde store forventninger til dette arbejde, men set i bakspejlet må jeg sige at de ikke helt blev opfyldt i den tid jeg sad der. Koncernledelsen lyttede og informerede, men kun om det der var besluttet. Der blev ikke oplyst om kommende fusioner eller frasalg. Sådanne informationer kunne komme tre dage efter der havde været møde. Så egentlig indflydelse var det småt med, men masser af information om visioner var der nok af. Det vigtigste var snakken med de andre landes repræsentanter som gav en god indsigt, jeg kunne bruge i mit arbejde som tillidsmand.

Videre i systemet

Efter seks år på posten i en spændende klub havde jeg chancen for at få nye udfordringer. Der var valg til fagsekretær i installationssekretariatet i Dansk El-Forbund København i 2000, hvor jeg stillede op og blev valgt. Jeg har således beskæftiger mig med faglige sager inden for installationsområdet lige siden. Endvidere er jeg afdelingens sikkerheds- og miljøansvarlige. Min tid som tillidsmand i Klub 37 har givet mig en rigtig god ballast til det job jeg har i dag. Jeg har også fornøjelsen i det daglige ved at samarbejde med klubbens sikkerheds- og tillidsmand som har tæt kontakt til afdelingen.


Fra uvidende til kronprins

Flemming Henriksen
Tillidsmand 17.04.2000 -

Jeg startede, som elektriker i Siemens i 1990, uden det store kendskab til Klub 37 og fagforeningen. Jeg blev dog hurtigt hevet med til klubmøder og generalforsamlinger.

Jeg blev valgt ind i klubbens bestyrelse i 1994 og konstitueret til sekretær.

I foråret 2000 blev jeg valgt som tillidsrepræsentant for kollegaerne i Klub 37. Det foregik ved en ekstraordinær generalforsamling fordi Niels Bergløv var blevet valgt som faglig sekretær i afdeling 1.

Rekrutteringen

Et kendetegn for Klub 37 er rekrutteringen af kollegaer til bestyrelsen. Jeg var nok den eneste, der ikke vidste, at jeg var kronprinsen til posten.

En formandspost i klub 37 er ikke kun een post. Der følger ofte mere med. Det gjorde der også i mit tilfælde. Jeg blev samtidig valgt som fællestillidsrepræsentant i Fællesklubben. Baggrunden for at de poster følges ad er at vi har fysisk tæt kontakt til ledelsen.

Klubben har altid haft fokus på at alle i bestyrelsen er opdateret med uddannelse til at varetage hvervet. Jeg havde på dette tidspunkt gennemgået en del uddannelse i FIU(fagbevægelsens interne uddannelser)

Udfordringer som tillidsrepræsentant

En force ved at være tillidsrepræsentant i Klub 37 er det gode samarbejde, vi altid har haft med ledelsen. I den tid jeg har siddet har vi kun haft enkelte sager hvor vi måtte have hjælp fra organisationerne i fortolkningssager.

Det betyder at vi kan bruge tiden på at udvikle en god arbejdsplads.

En af de andre opgaver der fulgte med, er næstformandsposten i Samarbejdsudvalget (SU). Jeg sad som menigt medlem inden jeg blev valgt til tillidsrepræsentant, så jeg kendte dette forum i forvejen. I 2002 var jeg med til at arrangere en SU konference. Den kom til at præge den måde vi arbejder i SU i dag. Jeg mener at der er store muligheder i SU og bruger en del tid på dette arbejde. Jeg syntes at det er vigtigt at vi ser på de mennesker der er ansat i firmaet. Jeg er overbevist om at medarbejderen i fokus er med til at øge konkurrenceevnen. Det er utroligt spændende at være med hvor det sker. Jeg bliver brugt meget i firmaets daglige arbejde ved tanker og problematikker for at drive firmaet. Der er desværre også de mere "kedelige" sager hvor det drejer sig om personspørgsmål og sager der skal løses. Det kan være svært ikke at tage det "med hjem" når man lige har siddet til møde med en kollega der har fået sin opsigelse. En af de større udfordringer jeg har stået overfor var lønkonflikten i 2003. Det var meget tidligt op om morgenen og sent i seng. Der blev foretaget mange telefonsamtaler for at få løst konflikten. Argumenterne for at få ledelsen i tale spændte fra nord til syd.

Jobbets begrænsninger

At være tillidsrepræsentant sætter nogle begrænsninger. Det kan være svært at tage en formandsrolle eller deltage i en akkord. I gennemsnit bliver der brugt to til tre dage på hvervet, ofte med et møde spredt her og der. Det er efterhånden blev god skik at jeg er den sidste der kommer ud at arbejde. Jeg kan sagtens bruge tiden på det administrative til fordel for kollegaerne og firmaet. I stedet kan en kollega slippe for ventepengene.

Gode sociale traditioner

Klubben er en gammel klub med gode traditioner. Der er således også traditioner i bestyrelsen. Hvert forår tager bestyrelsen på en weekend tur med deres bedre halvdel. Her er det konernes tur til at blive værnet om som tak for at vi bruger vores fritid på bestyrelsesarbejdet. Jeg håber at det vil være en tradition langt ud i fremtiden da den har en meget social virkning på det daglige arbejde.

Trækker veksler på familien

I det daglige bliver der draget mange veksler på familien. Der er mange møder der ligger uden for arbejdstiden. Der er lige et møde der skal forberedes, der er lige en rapport der skal læses, beskeder som „ skat jeg er ikke hjemme i uge 17. Jeg skal på kursus". Det er sjældent at det er efteruddannelse der bliver tid til. Der er kurser der skal til for at varetage tillidshvervet. Jeg startede som alle andre ved at gennemgå alle forbundets grundkurser. De giver adgang til FIU(Fagbevægelsens Interne Uddannelser) som jeg har haft megen gavn af. Det har været alt fra SU kurser til personlig udvikling. Senest har jeg gennemgået Tillidsrepræsentantens Strategiske Uddannelse der varede 2,5 år. Der blev undervist i strategisk tænkning og analyse af strategier. Udannelsen blev afsluttet med en projektrapport om „kompetence udvikling af elektrikere i Siemens". Jeg tog uddannelsen sammen med klubbens sikkerhedsrepræsentant Hans Melvig.

En ære af format

Jeg syntes at det er en ære at kunne præsentere mig som tillidsrepræsentant for en klub af denne kaliber. At jeg så samtidig kan gøre det netop i 2004, året for klubbens 100 års jubilæum, kan kun gøre en endnu mere stolt.

Forrige kapitel

Indhold

Næste kapitel